MOLS GLAMPING – GLASKUPLER I MOLS BJERGE

Reklamesamarbejde med Mols Glamping

“Det her er den perfekte datenight. Wow, det synes jeg, vi skal gøre igen,” lød det fra min kæreste, da vi var et par timer inde i vores ophold hos Mols Glamping. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne sige ham imod. 

Mols Glamping ligger på et tidligere landbrug lige uden for Mols Bjerge Nationalpark ved Knebel. Her kan du overnatte i en af de to glaskupler, Solnedgangen eller Bækken, som begge har privat spabad og egen terrasse.

Vi boede i Bækken, og her fortæller vi lidt mere om vores oplevelse.

DEN FINESTE ANKOMST

Fra Rønde går turen ud mod Mols Bjerge og Knebel. Man fortsætter gennem området omkring Vrinners, inden man drejer fra hovedvejen og ind på en lang grusvej.

Det føles lidt som at køre væk fra det hele.

Da vi parkerede bilen, blev vi mødt af Bo og den søde cockerspaniel Basse, som viste os vej gennem området. Og her får man allerede et indtryk af, at Mols Glamping ikke bare handler om at sætte et par glaskupler på en mark.

Noget af det første, man lægger mærke til, er naturen omkring kuplerne. Området var tidligere en stor mark, men i dag er der gjort meget for biodiversiteten. Der er plantet vildt med vilje, og rundt omkring på området finder man forskellige små stier og steder, hvor man kan slå sig ned.

Bo fortalte også, at glaskuplerne er købt hjem fra Kina med ønsket om at skabe en helt særlig og privat glampingoplevelse.

Det synes jeg er lykkedes ret godt.

OVERNATNINGSTYPER HOS MOLS GLAMPING

Da jeg første gang så billeder af Mols Glamping, var det især selve glaskuplen, der fangede min opmærksomhed. Jeg havde ikke tidligere set den type glamping i Danmark, og jeg synes stadig, at det er noget af det mest charmerende ved stedet.

Vi boede i glaskuplen Bækken

Kuplen består nærmest af to sammensatte rum, hvilket gør, at man ikke føler, man bor i ét stort rum. I den ene del står dobbeltsengen, mens der i den anden er en lille sofa og et sofabord. Sofaen kan slås ud, så der kan overnatte op til fire personer.

Der er også et lille tekøkken med kogeplade, elkedel og køleskab. I skabene finder man blandt andet vinglas, service og de små ting, man måske ikke forventer på en glampingovernatning.

Skulle det blive lidt køligt om natten, kan du tænde for varmeblæseren. Og faktisk kommer der en brændeovn til, så Mols Glamping bliver et af de steder, hvor man kan prøve vinterglamping i Danmark.

Mols Glamping – Glaskuppel i Mols Bjerge

BÆKKEN

📍Mols Glamping, Knebel, Djursland

Romantisk kuppel ved en hyggelig rislende bæk med kig til bugten, privat jacuzzi, campingtoilet og udendørs solbruser.

📅 Hele året 🐾 Kæledyrsvenlig

SOLNEDGANGEN

📍Mols Glamping, Knebel, Djursland

Romantisk kuppel med panoramaudsigt over havet (efter høsten), privat jacuzzi, eget toilet og udendørs solbruser.

📅 Hele året 🐾 Kæledyrsvenlig

NÅR MØRKET FALDER PÅ…

Solnedgangen er som sagt svær ikke at lægge mærke til hos Mols Glamping.

Da solen begyndte at gå ned, skiftede farverne over markerne, som langsomt blev helt gyldne. Derefter begyndte solcellelamperne på terrassen og rundt omkring i haven at tænde.

Der er flere forskellige steder, hvor man kan slå sig ned rundt omkring på området.Vi endte ved bålfadet foran kuplen, men man kan også sætte sig ved siden af bækken og lytte til vandet. Om aftenen lavede vi skumfiduser over bålet, mens solcellelysene lyste i baggrunden. Der er masser af tæpper og puder, så man kan sagtens sidde ude, selvom temperaturen falder.

Men noget af det hyggeligste var faktisk at gå i seng.

Når gardinerne trækkes for, har man stadig udsigt gennem glaskuplen, og om aftenen kan man ligge i sengen og kigge op på stjernerne. Man kan se træerne svaje i vinden, og hvis det regner, bliver lyden mod kuplen bare endnu en del af hyggen.

PRIVAT SPA, GRILL OG BÅLHYGGE

Hos Mols Glamping kan du lave mad under åben himmel, slappe af i spaen og tænde op i bålet til en hyggelig aften.

På terrassen har hver kuppel nemlig sit eget private spabad, en stor grill med kogeplade og et loungesæt. Derudover er der en udendørs bruser med koldt vand og et lille træskur med campingtoilet.

Vi kan især anbefale at hælde et glas vin op og sætte sig i spabadet, mens solen går ned. Solnedgangen er virkelig flot, og der er udsigt over både markerne og helt ind til Lighthouse i Aarhus. Gad vide, om man til nytår kan spotte fyrværkeriet over Aarhus C herfra?

HVAD SKAL DU PAKKE?

Der er ikke meget, du selv behøver at have med. En weekendtaske med tøj og personlige ting er faktisk langt hen ad vejen nok.

Jeg ville dog pakke en varm trøje og et par klipklapper, så du nemt kan gå mellem kuplen og spabadet. Og selvfølgelig badetøj, hvis spaen skal tages i brug.

Mit vigtigste tip er at handle inden ankomst. Selvom der ikke er langt til Rønde eller Vrinners, er det bare skønnere at kunne gå direkte i gang med weekenden, når man ankommer.

Der er både grill, kogeplade og køleskab, så man kan sagtens lave et godt måltid på stedet.

HVAD KAN MAN OPLEVE I OMRÅDET?

Selvom der er rigeligt at lave på selve Mols Glamping, ligger der masser af oplevelser lige i nærheden.

En tur i Mols Bjerge er oplagt, og vi kan også anbefale en gåtur ved Kalø Slotsruin, som man passerer på vej fra Rønde.

Har du lyst til en længere vandretur, kan du blandt andet tage turen til Poskær Stenhus og gå en del af Mols Bjerge Stien.

Men du behøver bestemt ikke planlægge hele weekenden.

En stor del af charmen er netop at blive på stedet.

VORES OPLEVELSE AF MOLS GLAMPING

Mols Glamping er et af de steder, hvor man får lyst til at blive en nat mere.

Da vi senere lå i sengen og kiggede op gennem glaskuplen, var vi begge enige om, at det havde været et enormt hyggeligt ophold. Faktisk er vi ikke i tvivl om, at vi skal tilbage – og måske endda gøre det til en lille tradition.

Anne

GlampingGuiden.dk